Det er noget af en gammel tradition, da vi mennesker gik fra at jage maden hver dag til at dyrke jorden, at vi også tæmme nogle dyr – mere eller mindre – så de ikke stak af, når vi nærmede os dem.
Vi kunne bruge dem til at dyrke jorden med, og vi kunne få mad fra dyrene og endda spise dem til sidst, så man kunne udnytte dyrene længe, så det ikke bare blev til et enkelt måltid, som når man jagede, men at man lærte at gemme maden til senere, som man kunne udnytte fra disse dyr.
Dyrene troede så fejlagtigt, at man var venner, indtil de blev slagtet, men indtil da havde de det sådan set godt, for de skulle ikke lede efter mad: Det skaffede vi til dem, og så var de jo bedre stillede, end hvis de skulle leve vildt – også selvom de skulle “hjælpe” til med afgrøderne.
Men selvom vi lærte at tæmme dyrene, så kan vi jo ikke direkte snakke med dem, så det kunne være svært at sige til dem, at de skulle blive det samme sted, som man pegede på.
Hegnet blev løsningen
Så selvom der bestemt var/er steder, hvor man lader dyrene vandre frit, så er det mange steder smartere, at man kan hegne dem ind, for så ved man, at de ikke stikker af, så længe man har et godt hegn, og det kunne være et fra https://www.pithegn.dk/.
Specielt i Danmark, hvor dyrene kan løbe ud på vejene, så er det smartere, at man kan hegne dem ind; og man kan lave forskellige områder med hegn, hvor man flytter dyrene rundt mellem.
Der er jo også dyr, som der ikke har godt af at gå sammen, da de kan spise hinanden, så man er nødt til at lave separate indhegninger til dem.
Så kan man udskifte hegnene, som man finder ud af, at der er nogle typer hegn, som der fungerer bedre end det, som man har nu, eller det gamle hegn bare ikke duer længere, så man er nødt til at anskaffe sig en ny version af det gamle hegn, så man er klar igen.